KJØBENHAVN K av Christian Krohg (1891)

Der findes mange mere storartede Torve og Pladser i Verden end Kongens Nytorv, men Faa som er morsommere, hyggeligere og mere malerisk. Hele det fornøielige Format, Blandingen af Nyt og Gammelt, Blymanden paa Midten, Træerne omkring ham og Udsigten nedover Nyhavn bidrager dertil. Vistnok vilde Pladsen vinde umaadelig, hvis der paa nogen Maade var muligt nogensinde at sætte igjennem, at den yderste Indhegning om Statuen blev taget væk, saa den skraa Strøm af Mennesker, fra Bredgade og Strandstræde kunde passere under Træerne det lille Stykke, og hvis man kunde faa bort Bethelskibet for Enden af Nyhavn. Sammen med de to andre stygge Smaahuse, danner det et frygteligt Trip —Trap—Træsko, og hindrer Havets friske smaa Bølger fra at spille lige op til selve den civiliserede Plads. Men foreløbig faar man vel nøies med det som er, indtil der kommer liberale Folk i Borgerrepræsentationen.

Naar man har drevet rundt en Stund og moret sig over Torvets Fysiognomi, skal man sætte sig ind i den forgyldte Kafe som officielt og af Svenskerne kaldes d’Angleterre, af vittige Kjøbenhavnere Guldkareten af de endnu vittigere Guldkuren og af Nordmændene Grand.

For der findes jo intet Sted i Kjøbenhavn, hvor man har saa god Anledning til at iagttage og studere Kjøbenhavnerne.

Ved Vinduerne til Østergade ser man paa det modsatte Fortoug alle de Passerende i Profil og specielt et rigt Udvalg af de Damer, som skal om Hjørnet hen til Wessel & Vett, eller som kommer derfra. Eller man kan lade Blikket bestryge hele Strækningen over Indhegningen om Hesten, hvor Strømmen gaar i en skraa Retning til og fra. Her har man Damerne en face og i hel Figur. Baade de høie, stoltelig henskridende Grevinder og Godseierdøtre, der bor i Bredgade og altid ledsages af deres statelig reserverede Mødre, og andre mere borgerlige, som baade tør le og smile paa Gaden. Men allesammen bevæger de sig paa dette Stykke langsommere og med mere Anstand end ellers. De har aabenbart en Følelse af at gaa over Scenen, og her gjælder det især, hvis det blæser, at være pent klædt helt igjennem. Men Søndag Formiddag bør man tage sig i Agt for at komme her. Da har det Hele et fremmed Præg. Ganske andre Mennesker sidder paa alle Stampladserne. Og der er propfuldt.

Jeg glemte en Dag det triste Faktum, at det var Søndag. Der var fuldt af tykke Handelsreisende og andre Mennesker, og jeg fik kun et lidet Hjørne af Bordet. Midt ude paa Gulvet troner et Selskab af to Skomagerfamilier i overvældende Søndagspragt. Konerne er i Grunden unge, men ser alligevel gamle ud. De er aldeles blanke i Ansigtet, fordi de har skuret sig med Soda og Grønsæbe i Anledning af Dagen. De drikker Kaffe og stikker store Briocher næsten helt ind i Munden, hvor de fleste af Tænderne er borte, mens de taler ivrig og paa en lidt affekteret fin Maade om Husholdning og om »Talent til at kjøbe billig« og sender Sideblik til sine tavse Mænd, hver Gang disse skjænker sig en Kognak af den dyre, som serveres her og som vistnok i Ugens Løb vil komme iglen i Form af Afknapning paa andre Omraader. Et Par menige Soldater har de Pladser, som ellers er forbeholdt Gardeløitnanterne.

Paa Skaaningernes Plads ved det midterste Vindu i Østergade sidder to Landadelsmænd derover fra. Skjønt jeg anstrænger mig for ikke at høre paa disses frygtelige Dialekt, kan jeg ikke undgaa et Par Brudstykker:

»Inte spelar dom Don Juan i Afton, utan dom spelar en anden Pjes«. Og lidt senere:

»Den Hunden var en Dattersons Datter til Frigga, som . . .«

Ved et andet Bord længer borte sidder et Par blonde Herrer, som har forlangt Kognak og Selters, men som er meget misfornøiet med det lille Kvantum Kognak de har faaet. Saa ved Opvarteren straks Besked, bringer dem det dobbelte og paa samme Tid de norske Aviser, eller rettere sagt, den norske Avis — »Morgenbladet«.

»Verdens Gang« holdes nemlig ikke paa dette fine Sted. Spørger man efter den, svares der, at man kan kjøbe den hos Avissælgeren ude i Hotellets Port. Men en skjøn Dag er ogsaa det forbi. Han siger med et forlegent Smil:

»Jeg faar ikke Lov«.

»Af hvem?«

»Norske Rejsende i Hotellet«.

»Hvad er det for norske Reisende?«

Han fortæller, at det specielt var en Konsul Borch, som havde skjældt ham forfærdelig ud, da han saa Bladet mellem de Andre, hvorpaa han tog alle Eksemplarerne og rev dem i Stumper og Stykker. Og det havde gjentaget sig hver Morgen i længere Tid.

» Men det maatte da i et hvert Fald være en god Forretnings for Dem. Han var vel nødt til at betale dem?«

»Ja — han betalte dem. Men tilsidst syntes han vel, det blev for dyrt. For han trued med at flytte fra Hotellet, hvis jeg ikke fik Tilhold om at sige den af, og det fik j eg«.

Man bør altsaa helst komme her om Hverdagene, og hvis man sætter Pris paa ogsaa at se noget andet Smukt end unge Damer, saa bør man holde sin Mørkningstime her og sætte sig ganske stille hen. Man skal kun bestille sig et Glas Absinth, ingen Aviser og ingen illustrerede Blade. Saa skal man afvente det Øieblik, da det hvidlige elektriske Lys tændes derude foran og bag de bladløse Træers uendelig fine yderste Forgreninger omkring den ærværdige Blymand. Naar saa Solen paa samme Tid sender sine sidste Straaler skraat henover Charlottenborgs Mure og videre langs den øverste Halvdel af de maleriske Huse i Nyhavn, hvis Ruder glinser som Guld, og over Kvasernes Mastetoppe, saa er det den vakreste Farvestemning, man kan se. Og bort over det gammeldags Tag paa det morsomme lille spidse Hus, der skyder frem som en Bastion for Kvarteret mellem Bredgade og Strandstræde, tindrer den første blege Stjerne.

Men hvis man er Dekadent og ynder raffinerede koloristiske Nuancer, kan man tage med i denne Skala af gule Harmonier den gule Rude i Brandlygten udenfor og sætte sin Absinth hen i Vindueskarmen, saa den kommer til at spille med i Akkorden.

Dog, der er andre Punkter i Kjøbenhavn, som i malerisk Charme staar ligesaa høit baade hvad Farver og Linjer angaar. For Eks. Holmens Bro, og-det enten man vender sig til den ene eller anden Side, enten man vender sig nord, eller sydover. Mod Nord har man Nikolai alvorlige Taarn over Hustagene og længer borte det lette Spir af Helliggeists Kirke, som man ikke kan faa set rigtig uden fra dette Punkt, dette arkitektoniske Mesterstykke af Lethed og Fasthed paa samme Tid, og hvis man vender sig mod Syd, har man det mest henrivende Billede af Canaletto : Husene som forskyver sig langs Kanalen og blir mindre og mindre, men aldeles tydelige, halvt afskaarne af store Seil, som er optrukne til Tørring, og over det Hele igjen fjerne Kirketaarne.

Eller man skal gaa ned ad Stormgade fra Vestervoldgade og se det smukke grønne Tag af Slotskirken op mod Luften og derefter, naar man kommer ud til Frederiksholms Kanal stanse lidt og over den livlige Forgrund af Fiskekonernes hvide Kyser og grønne Vadmels Skjørter, vende Blikket hen mod Nikolai Taarn igjen, som altid er smukt i Farven, hvilken Belysning og hvad Slags Luft det end er. Men hvad er det for en Kuppel derhenne? Marmorkirken ligger jo slet ikke i den Retning. Aa, det er Toppunktet af Wessel og Vetts nye store Montre i Kransekagestil, men selv den tager sig godt ud derfra. Derefter maa man stanse paa Højbroplads og med alle Blomsterne som Forgrund mod Husene bag ved følge Købmagergades bløde Krumning opover til Rundetaarn og Regensen, bøffe ned i den Labyrint af gamle Gader med sit eget eiendommelige Folkeliv og alle de gemytlige underlige Navne, som de har faat i Tidens Løb, aabenbart ikke ved Magistratens Daabshandling, men ved at Kjælenavnene blev bibeholdt saa længe, til de blev officielle.

I det Hele taget har hele det Kjøbenhavn, som før laa klemt inde mellem de nu nedrevne Volde, sin store eiendommelige Charme.

Hele dette underlige Sammensurium og skjævtbyggede Kirker og bøiede, knækkede, lunefulde Gader, snart smale, snart brede, hele det vilkaarlige tilfældige Virvar, der er saa uberegneligt og dog saa lovbundet og organisk rigtigt, at det virker som direkte Naturfrembringelser, næsten som om det var vokset op af de sølede, støvede Gader.

Foruden den uendelig rige Afveksling i Byens Fysiognomi, som herved fremkommer og som man sjelden ser Mage til i Europa, er der noget, som i høj Grad bidrager til det behagelige Indtryk, det er Følelsen af Tradition — ikke den som fortæller, at her er den og den historiske Begivenhed foregaat, men den som ligger skjult mellem Brostenene og i Grundmurene, og som endog vækkes ved den eiendommelige Luft mellem Husvæggene.

Saa klodset, saa tungt, saa trangt som Gaderne snor sig, idet de snart kniber sig sammen for at komme forbi et skarpt Hjørne og en uforskammet stædig Patriciermur, snart igjen breder sig, puster friere og friere og endelig hviler ud paa et eller andet morsomt Torv, peger de direkte tilbage paa sin Tilblivelsesmaade. Man ser snart gjennem den nuværende Civilisation, hvorledes Vejen har først snoet sig som en Gangsti over Marker og Enge, hvorledes den »har lavet sig selv« mellem de dengang vilkaarlig henkastede Hytter, snart gjennem dyb Sand og snart gjennem Søle, idet Retningen udelukkende bestemtes af, hvor der var hurtigst at gaa eller morsomst at gaa. Senere kom der flere og flere Huse ved Siden af Veikrumningerne. Og nu var de stivnet og fæstnet. Alle Rummene mellem dem blev lidt efter lidt udfyldt, og saa var det en Gade. Men Avtoriteterne bygged hensynsløst en Kirke eller offentlig Bygning midt ud i Gaden, hvor de havde Brug for det, som f. Eks. Rundetaarn, og klemte den næsten tværs af. Eftersom Aarhundreder gik blev Formen om mulig endda fastere og nu kan ingen Reguleringskommission rokke ved dem.

Danmark har ingen Baron Hausmann.

Gudskelov!

Og dog er der faa Huse i Forhold til andre Steder, f. Eks. til de gamle tyske Byer, som i arkitektonisk eller arkæologisk Henseende er mærkelige. Man har Børsen og Rosenborg, ikke mange flere. De gamle Bygninger er jo lidt efter lidt revet ned, men de nye Huse, som er kommet i Stedet, har beholdt de gamles Plads og Stilling og lidt af Udtrykket i Ansigterne, selv om Ornamenterne og Blyvinduerne er borte, ligesom en moderne ægte Patricier i sin korrekte Bonjour og høie Hat, kan have bevaret Træk fra sin Tipoldefader i Allongeparyk og Kniplingskrave.

Naar man taler om Kjøbenhavns Skjønhed, saa tror Alle, at man mener Langelinje og Søerne. Men denne Skjønhed er mere almindelig. Netop den indre By har sin store Charme ved sin Rigdom paa Overraskelser og Afvekslinger, ved den Patina, som er over det Hele og ved den fine mættede Duft som omgiver den. Den er i høieste Grad malerisk, i meget høiere Grad end de fleste Byer.

Det gamle Kjøbenhavn er ganske overordentlig smukt, men Kjøbenhavnerne ved det ikke.


Digitalisert av Norsk guide i København og Diskutabelt forlag i oktober 2015 fra
Krohg, Christian. 1921. Kampen for tilværelsen. 3. 3.

[Køpenhavn]: Gyldendal Nordisk forlag. s 61-64

2015 Diskutabelt forlag

De gamle reklamemaleriene forsvinner

Denne ærverdige gamle reklamen kom tydeligere frem ved hjelp av et online bilderedigeringsprogram. Det er mange av disse malte reklamene som i disse dager er i ferd med å forsvinne fra Københavns byrom like langsomt som de menneskene som har levd med dem et helt liv. Det er litt synd, spesielt når de både har historisk og estetisk verdi, som denne her. Som de nye gavlmaleriene, gir også denne bygningen og gatepartiet mer karakter. København by er ganske flink til å ta vare på sin gamle arv, men akkurat her skranter det litt.

Gavlreklamene kom til København i begynnelsen av 1950-tallet. I  ble kunstner og kunstkritiker Walter Schwartz engasjert av Storkøbenhavns Mejerier til å lage noen reklamer på en rekke gavler i København, hvor det eneste kravet var at slagordet «Mælk gi’r sundhed» skulle være med. I løpet av 51-52 maler 19 kunstnere 21 gavlmalerier for meieriet i København. Bland de mest kjente i dag, er Henry Heerup, Richard Mortensen og Jens Søndergaard. I 60-årene gjentok man kampanjen med slagordet «Mælk – det er dejligt». Det er få av disse maleriene som i dag er tilbake, men et av dem er Hans Scherfigs på Kapelvej på Nørrebro. Du kan få et glimt av den på Google Street View eller bildegoogle «Hans Scherfig mælk».
Jeg er usikker på hva det reklamers for på fotografiet mitt. Send meg gjerne et tips, hvis du vet noe om det. Jeg ville tippe på maling eller skosmørning eller noe sånt noe.
Forresten, når det snakkes om byens arv, så er også den verdensberømte #københavnerlampen, som sees oppe til venstre i bildet nedenfor, byttet ut med en ny og mer energieffektiv sak de aller fleste steder i byen (de gamle er til salgs per i dag). Jeg håper de bevarer de gamle lampene inne i city.
Det skal sies, at de har ikke bare hengt opp noe nytt billig noe. Den nye lampen er også riktig god dansk design og vil sikkert bli like berømt som sin forgjenger.

Det astronomiske observatoriumet på Østervold

Botanisk Have er en av Københavns aller deiligste severdigheter. Den ligger sentralt i enden av Nørreport Station og er stor nok til at man kan glemme byen utenfor for en stund og spasere blant all verdens flora og trær. Og innimellom busker og andre uventede steder, dukker det opp grønne skilt med dikt av danske diktere. Tar man seg tid til å lese noen av dem, kan man få enda mer ut av de pene omgivelsene.
På en høyde i den ene enden av hagen er der også en liten «skog» av furutrær i en skråning, som minner meg om skogene i Åsane utenfor Bergen, hvor jeg vokste opp. På toppen ligger et flott laboratorium og bak dette er en stille flekk og et bord under et epletre. Der tok jeg og familien en pause en gang i sommer (2015). På forsiden av laboratoriumet har du en fin utsikt over Rosenborg slott og Kongens Have. Du kan lese mer om laboratoriet her.

Olav den Hellige i København

Hvis du rusler fra Rådhuspladsen og innnover i den laaangsomme folkevandringen på Strøget, kommer du etter noen hundre meter til en åpen plass. Dette er Gammel Torv, eller rettere sagt, det meste til venstre er Gammel Torv og til høyre er Nytorv, som også er meget gammelt. Årsaken til at det skilles mellom gammelt og nytt, er at flere tidligere rådhus har stått ca. midt på plassen og fungert som et skille. Det siste gamle rådhus som stod her, er avmerket i bakken.
Gammeltorv er så gammelt at det mest sannsynlig har vært skueplass til selveste Olav den Hellige, den gang han kom til Sjælland og skulle få folk med seg i kampen mot Knut den Store. Det var i 1025 og dette er faktisk den første gangen København (mest sannsynlig) trer ut av forhistorien. For Saxo Grammaticus skriver i sin Danmarkskrønike at Olav den Hellige stevnet danske til ting for å svikte Knut den Store. Saxo sier ingenting om København, men han sier at Olav den Hellige la til ved øyene langs Øresundkysten og det må være alle de små øyene som tidligere lå utenfor København, men som nå er blitt en del av fastlandet, som Slotsholmen, som den gang het Stransholmen fordi den lå rett utenfor stranden som i dag kalles for Gammel Strand (man kan se stranformen i bygningsmassen i gaten).
Olav den Hellige mislyktes og flyktet til Helgeå da Knut den Stores skip dukket opp i horisonten. Men morsomt å tenke på at det var en kjent nordmann med i det man anser for å være første spor av København i historien.

Sykkeltur ut av byen

Hvis du har lyst på en sykkeltur ut av byen, kan jeg anbefale at du sykler forbi #Tivoli og #Glyptoteket og over #Langebro, svinger til høyre og kommer deg ned på havnen på Islands Brygge. Herfra sykler du sørover langs havnebadet, du kan sykle på brosteinen mellom gressplener og kanten av kaien, men i slalom mellom folk, hold rolig fart. Unngå fristelsen til å ta til høyre ved Silo-bygningen, over mot #Fisketorvet og #Vesterbro på den berømte sykkelbroen (#Bryggebroen), men fortsett utover, og snart er du ute på #Nokken Strandvej, og ønskes velkommen av et skilt som sier Velkommen i det vilde. Her fra er det stille og rolig hele veien til #Hundige i sør. ca. 20 km og en 1 times tur langs vannet nesten hele tiden.

 

På bildet er vi i ytterkanten av #Valby-parken på en strekning som er planlagt å bli sandstrand om et eller to år

Bjørnson og Kielland på Skovgaard

Bjørnstjerne Bjørnson og Alexander Kielland på sommerstedet til Gyldendals legendariske leder Frederik V. Hegel.

skovgaard

Frederik Hegel: To gode Venner fotografert sammen paa Skovgaard af Far. Bjørnstjerne Bjørnson og Alexander Kielland. Den ene yndede Skygge paa Hatten, den anden ikke, som man ser. Ulige var de ogsaa paa talrige andre Maader. Kiellland levede blandt Menneskene, Bjørnson højt oppe over dem. Kielland vilde reformere gennem menneskelige Indgreb, Bjørnson gennem aandelig Paavirkning. De skjæmtede sammen og var aldrig Uvenner. Men unægtelig dominerer Bjørnson Billedet og Tiden. Bjørnson virkede aldrig glubsk, som han saa ud. Jeg har aldrig helt forstaaet hvad der har formet hans Træk, saa sterkt paa denne Maade» (Hegel, Frederik: Erindringer I (Gyldendal, København 1946), 90 f, 99, 199)

Vårt København av Øystein Rottem (2000 Forlaget Press)

kobe2Litteraturkritikeren Øystein Rottem var i en lang rekke år høvdingen i det norske kulturmiljøet i København og døde dessverre så altfor tidlig i 2004. Han flyttet til København i 1985 og var universitetslektor i norsk på København Universitet i perioden 1985-91.

1] Jeg var ikke en bekjent av Rottem, men var så heldig å få hans selskap over et glass absint på det tradisjonesrike A Porta vinteren 2002. A Porta åpnet i 1792, her kom alle de store norske og danske forfattere og kunstnere på slutten av 1800-tallet, men i 2012 gikk stedet konkurs og lokalene ble overtatt av McDonalds-kjeden. Det er jo så trist som det kulturhistorisk kan være, jeg håper og tror dog, at stedets ånd holdes i live og at burgebollene ligger der på lånt tid.2

Vårt København, med undertittelen Norske forfattere i Kongens by, er en uhøydelig lystvandring i et utvalgt av kjente norske forfatteres opphold i København, fra Holberg via Wessel til Amalie Skram, Knut Hamsun, Sigbjørn Obstefelder, Olaf Bull og Aksel Sandemose. Kapitlene er delt inn slik at hver forfatter representerer et bestemt kvarter i København som de hadde særlig tilknytning til og kapitlet begynner med en generell beskrivelse av kvarteret da og nå, for så å gå over til å beskrive forfatterens forhold til kvarteret. Innholdsmessig er dette i tradisjonen litterære lystvandringer, hvor anekdotene ligger tykt på sidene. Dem som er kjent med Rottems kritiske og vitenskapelige arbeid, må ikke forvente seg noe sånt her. Vi følger forfatterne rundt i København, og gjerne langt utenfor det kvarteret Rottem har plassert dem i. Han plasserte Hamsun på Nørrebro, hvor Hamsun skrev store deler av Sult på et kvisteværelse i St. Hans Gade. Det var forresten grunnen til at jeg drakk absint med Rottem på A Porte, for vi hadde vært på restaurant Sult på Cinematket tidligere på dagen i forbindelse med avdekningen av en minneplate ved inngangsdøren til oppgangen hvor Hamsun hadde bodd i gamle dager (kvisteværelset eksisterer ennå) og hvor Lars Saabye Christensen leste opp og ambassadøren inviterte oss med på mat og drikke på Sult i en flott innleid buss som stod i en sidegate.

Boken inneholder kart over områdene som det berettes om og viktige gater, kafeer og andre severdigheter, er uthevet i teksten og boken har indeks. Den er som nevnt en lystvanring, og man kan godt ane at Rottem har vært i sitt rette og behagelige københavnerlelement når man leser boken. Den vekker ikke bare til livet miljøet som de norske literati i gamle dager vanket i, men tar oss også gatelangs med i det typiske og klassiske København, ned i kjellerbevertninger,  på podiet i Studenterforeningen i Badstuestrædet, ut i villaveiene på Frederiksberg, hvor Olaf Bull leste opp sine første dikt på Sommerlyst, til Det Kongelige Teater, som kanskje har sett flere Ibsen-premierer enn noe norsk teater, og videre til de norske drikkehuler, som A Porta, Café Helvede og den største av dem alle, Bernina i Vimmelskaftet. Etter å ha lest denne boken, forstår man at Rottem hadde et kjærlighetsforhold til byen og den er et must for alle som er nysgjerrig på det norske København.


★ ★ ★ ★ ★ ☆
Rottem, Øystein. 2000. Vårt København: norske forfattere i Kongens by. Oslo: Press.

Christian Krohg og København

Portrett_av_Christian_Krohg,_ca_1903Det er mange gode tekster fra norske hender om København og københavnske anliggende, som i dag er i det offentlige domene. De aller fleste av dem er glemt og jeg har derfor opprettet Diskutabelt forlag med det formål å få dem i alle fall digitalisert og plassert ute på nettet. Første utgivelse er Christian Krohgs «København K», som er en impresjonistisk tilstandsrapport fra Kongens by det herrens år 1891.
Maleren, skribenten, samfunnsrefseren – og ikke minst kosmoplitten – Christian Krohg, var glad i København og oppholdt seg ofte i byen, noen ganger på vei frem og tilbake mellom Kristiania og Paris. I fjor var det en større utstilling av hans verker på kunstforeningen GL STRAND, hvor dronning Sonia åpnet utstillingen. Krohg begynte i 1890 å skrive for VG og har blant annet skrevet tre flotte stemningsrapporter fra København sentrum, Vesterbro og Nørrebro. Det er altså den første av disse som vi legger ut online nå. Christian Krohg har også skrevet flere artikler om københavnsk kulturliv, bl.a. Erik Skram og Amager, som er et godt bilde av Amalie Skrams københavnske ektemann og en meget sentral skikkelse i Københavns kulturliv den gang og deres felles reise ut på Amager, øyen som du kommer til hvis du kjører forbi Rpdhuspladsen og Tivoli og over Langebro.

Kunstindeks Danmark oppgir at det i Danmark finnes 27 kunstverk fra Krohgs hånd innenfor landets grenser, de aller fleste på Skagen Museum, men også et par på Statens Museum for Kunst, blant annet skissen til «Albertine i politilægens venteværelse» (1886-87) i Nasjonalmuseet for Kunst, Arkitektur og Design i Oslo. Det finnes også et i en krok på Norges Hus, men det er ikke regnet med noen steder, tror jeg.

Her er altså «København K» av Christian Krohg – god fornøyelse.